Specialopgaver
Produktblade
Som specialfirma indenfor geoteknik kan Geosyd være behjælpelig med optimerede løsningsforslag indenfor en række specialopgaver i form af f.eks. dimensionering af forskellige konstruktionsdele, samt beregninger af blandt andet bæreevner, jordtryk og skråningsstabilitet i henhold til de gældende regler og normkrav.
Fundamenter
Ved opførelse af nybyggeri eller tilbygning til eksisterende byggeri er det muligt ud fra de fundne jordbunds- og grundvandsforhold, og når det aktuelle projekt er defineret, at dimensionere fundamenter, samt at beregne det nødvendige armeringsareal. Fundamenters dimensioner kan variere afhængigt af blandt andet jordbundens beskaffenhed, forekomsten af blød- eller fed ler, samt indhold af humøse/organiske materialer.
Pæle
I tilfælde, hvor den geotekniske jordbundsundersøgelse afslører dårlige jordbundsforhold med langt til fast bund eller meget bløde aflejringer indenfor det planlagte bebyggelsesfelt, kan det vise sig hensigtsmæssigt at erstatte et traditionelt fundament med en pælefundering, en såkaldt pilotering. Den nødvendige pælelængde afhænger af den ønskede bæreevne og beregnes ud fra en bæreevneberegning, der tager højde for jordbundens beskaffenhed.
I andre situationer, hvor en ”understøbning” eller hævning/løft af de bærende vægge i et eksisterende hus er nødvendig, eller hvor en ny og tungere tagkonstruktion skal opføres, kan en beregning af pælebæreevner ligeledes være nyttig. I et sådan tilfælde vil runde, minijernpæle, der presses ind under de bærende vægge, ofte blive benyttet.
Skråningsstabilitet
I en række tilfælde kan det være nødvendigt at få undersøgt nogle stabilitetsmæssige forhold i forbindelse med planlægning af grave- og/eller byggearbejde. Ved opførelse af byggeri med kælder kan der opstå stabilitetsproblemer under udgravningsarbejdet og specielt i tilfælde, hvor vandspejlet står højt. Det kan desuden være nødvendigt for et byggeri opført i nærheden af en skråning at få udfærdiget en stabilitetsberegning for at sikre, at de mulige skredflader med den aktuelle hældning er stabile under skiftende vejrforhold.
Støttemure
Støttemure opføres for at afstive jord i niveauforskelle og kan være nyttige i situationer, hvor pladsudnyttelsen ønskes optimeret. Støttemure kan anvendes i mange forskellige situationer som f.eks. i parcelhushaver, ved opførelse af veje, opførelse af kælderkonstruktioner, ved trappenedgange osv.
Ved at beregne det jordtryk, der forekommer på bagsiden af støttemuren, er det muligt at dimensionere muren. Ud fra murens højde og råjordens bæreevne er det desuden muligt at dimensionere støttemurens nødvendige fundamentsstørrelse.
Sætninger
Det kan aldrig undgås, at et fundament vil ”arbejde” lidt efter endt byggeri, hvilket kan medføre kosmetiske revner i fundamentet. Egentlige sætninger af fundament og gulv i større omfang skal dog så vidt muligt undgås, herunder specielt differenssætninger. Efter en geoteknisk jordbundsundersøgelse er udført, er det muligt at foretage en overslagsmæssig sætningsberegning af de gennemborede jordlag. Disse beregninger er specielt vigtige, hvis der er truffet større mægtigheder af organiske og/eller humøse materialer i undergrunden, hvilket ofte er tilfældet i nærheden af mose-, sø- og strandområder.
Sløjfning af brønde og boringer
Ubenyttede brønde og boringer kan forårsage forurening af grundvandet. Nedlagte brønde og boringer skal sløjfes i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1000 af 26. juli 2007, hvori det fastsættes at sløjfning af brønde og boringer skal udføres på en sådan måde, at der ikke kan ske forurening af grundvandet eller udveksling af vand mellem forskellige grundvandsmagasiner. Geosyds boreteknikere besidder brøndborer A-beviset og opfylder dermed ligeledes bekendtgørelsens krav om uddannelse af personer, der udfører boringer på land.
Geosyd udarbejder alle lovpligtige dokumenter i forbindelse med sløjfninger, herunder anmeldelse til kommunen samt indberetning til GEUS.